You are here

Støt 3F Vejle i konflikten mod Vejle Gården

Læserbrev i Vejle Amts Folkeblad / Horsens Folkeblad den 17. april 2012:

Enhedslisten Vejle bakker op om 3Fs kamp for at få en overenskomst med Vejle Gården. De ansatte i restaurationsbranchen skal ikke på sigt reduceres til daglejere uden garanterede mindsterettigheder. 3Fs overenskomst giver blandt andet ret til at en tillidsmand får ekstra løn samt ret til 2 ugers betalt efteruddannelse hvert år for ansatte.

Vejle Gården er bare et eksempel på en tendens i restaurationsbranchen, hvor der andre steder i landet er lockoutet ansatte. Det gælder blandt andet Bowl´n'Fun i Horsens. Vi vil i Enhedslisten Vejle gerne opfordre til, at man undgår at benytte disse steder så længe der ikke er tegnet en overenskomst med 3F.

Kristelig Fagforening (Krifa) skal have stolen for døren på det danske arbejdsmarked. Frem for alt skal den fremgang, som den rigtige LO fagbevægelse har skabt på arbejdsmarkedet ikke sættes over styr. Her det symptomatisk at Krifa kalder deres medlemmer for kunder, hvilket burde få øjnene op for det usolidariske i denne gule fagforening.

Kampen for overenskomst med Vejle Gården er bare et enkelt element i den samlede liberale kamp, der vil reducere lønarbejdere til samme status som en møtrik i et produktionsapparat. Et andet pres kommer fra EU, som har skabt et A- & B-arbejdsmarked med social dumping som en konsekvens. Noget som Enhedslisten arbejder imod & fik indført tiltag til at afsløre social dumping i finansloven for 2012. Den afledte effekt for samfundet med lavere lønninger bliver mindre skatteindtægter. Dette vil yderligere sætte den offentlige sektor & det vigtige sociale system under pres. & det har vi overhovedet slet ikke brug for.

Derfor bak op om 3F Vejles kamp for at få en overenskomst med Vejle Gården.

Flemming Leer Jakobsen
Kontaktperson, Enhedslisten Vejle

Fundet her:
/ Støt 3F Vejle i konflikten mod Vejle Gården (Vejle.Enhedslisten.dk) (13. april 2012)