Kommune undlod at fortælle om ret til merudgifter

For omtrent et halvt år siden – da jeg var 22 år gammel - faldt jeg over en artikel i Muskelkraft, der blandt andet omhandlede unge under uddannelse og deres krav på dækning af merudgifter i forbindelse med et handicap. Det skulle siden vise sig at være en rigtig berigende oplevelse at læse den.

Af Lars Juul Hansen
Jeg har i godt 7 år siddet i kørestol på grund af muskelsvind, som jeg fik konstateret som 6-årig. Som så mange andre med et handicap har også jeg haft kampe med de offentlige myndigheder – ikke mindst kommunen – når der var ting jeg søgte om, eller rettigheder jeg skulle have oplyst. Det gælder både bevilling / fornyelse og reparation af min kørestol og bevilling / reparation af den knallert, som jeg måtte benytte mig af til at komme i skole.

Jeg er nu 23 år gammel, jeg læser jura på Københavns universitet og jeg har en handicapbil, jeg fik bevilliget støtte til i 2001. Udgifterne til en sådan bil er ikke altid små, faktisk er de af ganske betydelig størrelse – blot som et enkelt eksempel kan jeg nævne, at mine udgifter til bilforsikring er på mere end 15.000 kr. pr. år – hvor mange andre mennesker kan nøjes med ca. 6-8.000 kr. Jeg ved udmærket, at den høje pris skyldes min alder - - men det bliver udgiften jo ikke mindre af....

Kommunen afvisende
Jeg måtte derfor gang på gang skrive til kommunen, om det kunne være rigtig, at min økonomi var så ringe, som den var blevet – især grundet udgifterne forbundet med min bil. Men lige så mange gange som jeg gjorde kommunen opmærksom på dette, lige så mange gange fik jeg at vide, at der desværre ikke kunne gøres noget, hvor meget de end sympatiserede med min situation.

Så var det så, at jeg en dag på PTU – foreningen for polio, trafik- og ulykkesramte – sad og læste i bladet Muskelkraft, hvor jeg opdagede ovennævnte artikel. Der stor ganske sort på hvidt, at en 22-årig studerende med muskelsvind, der havde fået bevilliget en bil i kraft af sit handicap altid havde krav på at få dækket de udgifter en sådan bil måtte medføre.

Det var første gang jeg fik den oplysning, og på dette tidspunkt havde jeg haft min bil i næsten 3 år. Tanken om ikke længe at være nødsaget til at skulle låne penge af min familie til at tanke benzin fik mig til at kontakte institut for muskelsvind, der derigennem satte mig i kontakt med forfatteren af artiklen, nemlig udviklingschef i muskelsvindfonden, Jørgen Lenger.

Jeg talte flere gange i telefon med Jørgen Lenger, der fortalte mig om alle de rettigheder jeg egentlig havde, når det kom til de ekstra udgifter jeg havde/har i forbindelse med mit handicap, og at jeg slet ikke selv skulle dække de udgifter, men at loven rimelig klart foreskrev, at det var kommunen, der skulle afholde netop disse udgifter.

Lars får en bisidder, der kender loven
Social- og serviceloven, som er den lov, der regulerer forholdet omkring merudgifter, blev revideret til dens nuværende form 1. januar 2003. Jørgen Lenger sendte på mine vegne en ansøgning til kommunen, hvori han, kort fortalt, skrev, at han mente kommunen havde handlet ansvarspådragende ved ikke at have oplyst mig om min ret til dækning af mine merudgifter og, at han derfor ansøgte om dækning med tilbagevirkende kraft helt tilbage til lovens ikrafttrædelsesdato

Jeg blev herefter kaldt til møde med kommunen, hvor Jørgen Lenger heldigvis også deltog, og det var pludselig en helt anden tone jeg blev mødt med. Jeg blev ikke længere mødt med modstand eller henvisninger til andre love og paragraffer, men i stedet fik jeg at vide, at man fra kommunens side var ked af, at der ikke var sket noget før, og at det måtte bero på en fejl.

Hele mødet med kommunen var en stor succes, og det skal her lige siges, at den sagsbehandler jeg nu sad overfor var yderst effektiv i sin behandling af min sag, for der gik ikke lang tid, før der lå en afgørelse i min postkasse.

Resutatet var 120.000 kr.
Der var sket et par formelle fejl i min ansøgning og den efterfølgende behandling af sagen, der gjorde, at det hele tog en måneds tid ekstra, men da alt for faldet på plads fik jeg i omegnen af 120.000 kroner med tilbagevirkende kraft. Udover dette får jeg nu løbende dækket mine merudgifter hver måned.
Effekten denne afgørelse har haft på min hverdag er helt klart til at få øje på. Min økonomi hænger meget bedre sammen, og det giver en meget større følelse af selvstændighed ikke længere at være finansielt afhængig af andre mennesker.

Merudgifter handler for mig om mere end blot kroner og øre, der kommer ind på kontoen hver måned, det handler mindst lige så meget om at blive sidestillet med andre, der lever et normalt liv uden de ekstra udgifter der er i forbindelse med ens handicap. Det handler om, at man pludselig ikke er hæmmet af, at det kan være for dyrt at tage ud med vennerne, eller besøge kæresten.

Hele formålet bag paragraffen om merudgifter er netop, at det handicap, man nu engang lever med, ikke også skal gå hen og blive en økonomisk hindring i hverdagen. Og det er præcis det, der nu ikke længere er tilfældet for mig efter jeg har fået tilkendt refusion af merudgifterne.

Det er jo præcis lovens formål, som jeg nu har fået opfyldt ved at få mine merudgifter refunderet – det lykkedes kun for mig ved hjælp fra Muskelkraft, og jeg vil derfor gerne rette en særlig tak til Jørgen Lenger for hans store hjælp.

Bragt med tilladelse fra Jørgen Juul Hansen

Se billagssamling for merudgifter, som Jørgen Lenger har stillet til rådighed her (nederst på siden).

Du skal være imellem 18 og 65 år. Og have en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne for at komme i betragtning. Den er målrettet imod førtidspensionister. Lovændringen trådte i kraft 1. januar 2003.

Denne artikel har været bragt i forkortet udgave i Muskelkraft nr. 3/2005