Ny politik for Soc.dem.: 10 spørgsmål til fremtiden

Ritts røde skole(r) giver håb om, at det denne gang lykkes at formulere den ny politik, som mange håbede på kom ifm. formandsvalget hos Socialdemokraterne i april 2005. Som bekendt valgte S-medlemmerne Helle og troede, at de fik politisk fornyelse også. Dengang formulerede jeg ti konkrete problemstillinger, som kunne hjælpe S på vej mod en ny politik. Det har så måttet vente, men måske er chancen der nu. Derfor gentager jeg her det, som jeg ser som ti af de vigtigste problemer for partiet i fremtiden.
­

Af Claus Piculell / Nutcracker

1. Klasser og socialgrupper forandrer sig hele tiden, såvel ved begyndelsen af industrisamfundet som i udviklingen af datidens moderne velfærdsstat og nu ved overgangen mellem denne samfundsform og den nye, globaliserede og individualiserede
vidensøkonomi. Hvordan afspejles det i udviklingen af det 21. århundredes mennesker og interessegrupper, såvel i antal som i livsværdier, og hvilke opgaver stiller det S overfor?

2. Moderne politik siges at have to højre-venstre akser: en fordelingspolitisk og en værdimæssig. Er det et dækkende billede, hvordan spiller forskellige akser sammen i dag, og hvordan finder S en holdbar og indbyrdes harmonisk placering på disse akser? Kan der formes nye alliancer mellem de dårligst stillede grupper - f.eks. pensionister, arbejdsløse, uddannelsessøgende og servicejobbere - og så de mellemlag, der hver dag må kæmpe for at fastholde deres placering på det nye, stadig mere videnstunge arbejdsmarked? Og hvis ja, hvordan udvikler S politikker og kommunikation, som taler til disse gruppers økonomiske interesser såvel som deres almene livsholdning?

3. Socialdemokratiet er som stort alle andre partier i den industrialiserede verden gået kraftigt tilbage i medlemstal gennem de seneste 30 år. Hvordan takler man det? Kan og skal medlemmerne gives endnu større indflydelse end i dag? Hvordan bruges de nye undersøgelsesmetoder, der afdækker det moderne menneskes synspunkter og behov uden at miste partiets indre demokrati eller forlade de grundlæggende værdier? Kan nogle af partiets faste vælgere, der ikke ønsker medlemskab, tilbydes andre platforme, så de kan indgå i partiets udvikling og bidrage til den indre dialog?

4. Når økonomien regionaliseres, europæiseres og globaliseres, gør politikken det også. I dag anses
folketinget stadig som langt den vigtigste plads for politisk kamp og forlig, men i realiteten er store dele af folketingets dagsorden besat med initiativer, som er nødvendiggjort af enten den nævnte udvikling i økonomien eller direkte direktiver fra andre politiske niveauer, især EU. Hvordan sikrer S, at konflikterne står
klart på det rette niveau, og at dets værdier og holdninger står klarest muligt?

5. Der venter alle moderne samfund en demografisk udfordring. Der bliver flere ældre, og de vil have relativt bedre helbred. Det sætter alle økonomier under pres, herunder det danske velfærdssamfund. Samtidig er der på visse punkter kun europæiske eller sågar globale løsninger. Hvilke egenskaber ved den danske model er mest vigtige, og hvordan fornyr man velfærdssamfundet for at forsvare dem? Hvordan får vi fjernet holdningen bag ordet ”ældrebyrde”? Mennesker, der er i fuld vigør som 70- eller 80-årige burde være ktiver, ikke det modsatte. Hvordan sikrer man, at mennesker, der er udslidte, eller som arbejdsmarkedet ikke kan finde ud af at efterspørge, vil få et anstændigt leveniveau, mens man samtidig gør talen om ”et rummeligt arbejdsmarked” til mere end tomme ord?

6. Der bliver større etnisk og kulturel blanding og løbende udveksling af bl.a. arbejdskraft. Hvordan sikres nydanskere en rimelig kontrakt med rettigheder og pligter? Hvordan begrænses indvandring af især dårligt uddannede uden at give køb på internationale forpligtelser og almen anstændighed – og som undgår alt for 24-kantede løsninger? Og hvordan sikres det, at det danske samfund langt om længe løfter
integrationsopgaven? Hvad skal der til for at få en effektiv integrations- og udlændingepolitik, der tilgodeser arbejdsmarkedets, de vidt forskellige etniske gruppers og individernes behov, så de i sidste ende alle bidrager til og deltager i det danske demokratiske velfærdssamfund?

7. Alle er enige om, at uddannelse og forskning skal styrkes. Men hvordan får man mest for pengene? Skal man lade forskerne selv bestemme prioriteringen af forskningen og folk under uddannelse selv vælge fag og moduler – eller centralt prioritere ressourcerne til de områder, Danmark enten allerede er førende på, eller som landet har en god chance for at blive førende på? Lysten driver værket, også i uddannelse og forskning, og derfor må det enkelte individ have valgmuligheder. Men hvordan kombineres det så med at målrette indsatsen? Hvordan
sikres gode muligheder for tværfagligt samarbejde eller endda tværfaglige uddannelser?
Hvornår og hvordan kan der gøres op med, at Danmarks bedste hjerner er tilfældigt og løseligt spredt ud over forskellige forskningsmiljøer, som på den ene side arbejder med stort set det samme, men på den anden
side fastholder noget nær vandtætte skotter mellem hinanden, skønt alle kun et par internet-servere og i visse tilfælde rent fysisk kun nogle få kilometer fra hinanden? Hvordan kommer de til at arbejde eller måske endda blive slået sammen, men via en gennemtænkt og demokratisk proces? Og hvordan sørger man for reelle tilbud om opkvalificering til alle, der vil, og samtidig jobs til dem, der trods god vilje ikke kan klare livslang læring?

8. Den offentlige sektor er værdifuld for det danske samfund – og det danske erhvervsliv. Men mange servicefunktioner eksisterer mere af navn end af gavn. Samtidig oplever offentlig ansatte stigende krav og overvågning, mens de kun kan drømme om de
muligheder for selvrealisering, som det private erhvervsliv stiller til rådighed. Hvordan øger man både service og arbejdsglæde?

9. Stadig hurtigere skift mellem uddannelse og job, mellem offentlig og privat ansættelse, mellem offentlig indsats og privat iværksætteri vil gøre en masse grænser flydende. Men det vil også øge behovet for offentlig og privat ledelse for at målrette udviklingen, herunder at satse på ny grøn teknologi og en sikker produktion, hvilket kan kaste nyt lys på den gamle debat om miljø kontra vækst. Men hvordan sikres det, at alle er trygge og har en plads, og at de kan overskue de nye krav og bestemme mest muligt ideres eget liv?

10. Den nye teknologi revolutionerer politisk kommunikation, og vi har alle har kun set begyndelsen. Hvordan styrkes det danske demokrati ved hjælp af den nye teknologi, og hvordan kan man omvendt bekæmpe forfladigelse? Hvordan bruges den ny teknologi til at skabe den bedst mulige dialog i partiet og mellem partiet og vælgerne?

Note 1: Selve hovedartiklen har i april 2005 været bragt i Politiken og i den tidligere åbne netavis Flix.dk, under navnet ”S: Mellem forandring og forankring”.

Note 2: Problemstilling 1 og 2 har jeg selv givet et delvist svar på i i en anden artikel på Flix.dk ”Kan S blæse og have mel i munden?”. Den vil blive bragt her på bloggen om en dag eller to.

­