You are here

Put den danske afvisningspolitik af flygtninge på museum !!!

denmarkonline.dk har modtaget følgende:
Støttekredsen for Flygtninge i fare skriver i en nyhedsmail:

Støttekredsen for flygtninge i fare tager nu initiativ til at lave en fundats til et flygtningemuseum i Danmark, for sådan et museum synes vi, der mangler.
Danmark har ikke som en del andre lande et museum, der fortæller om landets forhold til flygtninge igennem historien og i samtiden.

Fraværet af et flygtningemuseum i Danmark kan meget vel være medvirkende til at den danske befolkning aldrig har fået gjort op med de grumme sider af Danmarks flygtningehistorie. - Og den danske stat har heller ikke vist speciel interesse for at få den frem. Hverken fortidens eller nutidens.

 

Efter 2. verdenskrig forsvandt breve og protokoller dybt ned i statens arkiver. Ingen blev stillet til ansvar for at have tvunget flygtninge ud til Tyskland. Til genopdragelses-lejrene som KZ-lejrene blev kaldt i datidens kancellisprog. – Også i dagens Danmark forsvinder beviser og dokumentation væk. Væk i et dybt kompliceret og uigennemtrængeligt forvaltningssystem, og opbygget af denne regering.

I dag kan vi høre den danske minister Rikke Hvilshøj udtale : ”Folk skal ikke have asyl, bare fordi det er synd for dem”.

Men det er lige netop hvad asyl handler om: at folk skal have asyl, fordi det er synd for dem. Synd for dem, at de skal sendes tilbage til krigshærgede lande og til diktatur-stater og forfølgelse. Det har denne minister ikke fattet.

I dag udsættes flygtninge for umenneskeliggørelse af et umenneskeliggørende system i Danmark.

Det tillader Danmark sig imod mennesker på flugt fra kriges og forfølgelsens elendighed. – Og får vi ikke gjort ordentligt op, ikke kun med ansvarlige politikere, men også med os selv i befolkningen ”hvordan kunne vi tillade det”,  så kommer historien til at gentage sig.

Derfor tager Støttekredsen dette initiativ. Som nævnt, starter vi med at grundlægge en fundats, der kan skydes penge i. Fundatsen vil blive udarbejdet i samarbejde med og administreret af en advokat.

Vi håber at få bidrag nok til at gøre flygtningemuseet til et folkets monument til fremme af flygtninges rettigheder og forståelse af deres situation.

Put den danske afvisningspolitik på museum!!!!

Med venlig hilsen

bestyrelsen, Støttekredsen  for flygtninge i fare.

samt et NB: Asylbørnenes fotoudstilling ”Må jeg være hér?” er nu i Nykøbing Falster.

En julegave idé: Nogle af børnenes foto kan købes på udstillingen og igennem støttekredsen for 50 kr. stykket. Overskuddet går til asylsøgerbørn.

http://www.stoettekredsen.dk/plakat.htm

Støttekredsens kontonummer kan findes på deres hjemmeside.