Mette Frederiksen, socialdemokraternes unge og snart eneste håb, har med offentliggørelsen med sine ni teser ramt et stort behov blandt fodfolk og sympatisører for at diskutere fremtid og skærpe profilen for S. Jeg kunne naturligvis ikke drømme om at påstå, at hun har stjålet idéen fra mine ti teser om fremtiden for S fra 2002 – selv om hun bestemt gerne måtte ...! Til gengæld vil jeg godt bidrage med et forslag til den tese nr. ti, som hun har ladet stå tom.
10: Tillid og tolerance
Tillid til, at de fleste gør deres bedste - også i omsorgssektoren. Tillid til, at forældre generelt vil deres børn det bedste, og at ikke al social arv er negativ – heller ikke hos de dårligst stillede. Tillid til, at sorte og hvide danskere kan leve sammen i en respektfuld dialog. Tillid til, at frihed til forskellighed gør os alle stærkere, og at centrumvenstre forsvarer det bedste fra den borgerlige arv ved at tage det emne op, nu hvor de fleste borgerlige synes at have glemt det.
Tolerance over for forskellige måder at løse sine opgaver på, at opføre sig på, og at ytre sig på - kort sagt over for, at såvel enkeltpersoner som grupper kan og godt må have deres egne kotumer. Genindførelse af tilliden hos enkeltpersoner og mindretal over for, at flertallet ikke kan misbruge sin magt, ved lovsikring af menneskerettigheder, retssikkerhed og magtens tredeling.
- Nutcracker's blog
- Log in to post comments