Soc.dem. og de nye ”værdier”

Grundværdierne for S er og har altid været frihed, lighed og solidaritet, og det gælder på alle de akser, man kan finde på. Det betyder dog selvfølgelig ikke, at de konkrete emner og kampe er nøjagtig de samme i dag som for 100 år siden. Men det er en direkte fornærmelse mod tidligere kæmpere og kæmper som Louis Pio, Stauning og J.O. Krag at påstå, at arbejderbevægelsens kamp udelukkende har handlet om ”fordelingspolitik” indtil for ca. 10 år siden.
Kampen for ”plads for alle ved samfundets bord”, som der står i Oscar Hansens gamle sang, betyder altså ikke plads for alle ved buffetbordet! Det er forhandlingsbordet for hele samfundet, der tænkes på. Kampen har da heller aldrig blot drejet sig om mere i løn – uanset om vi taler nominel løn eller disponibel realløn.
Hovedprojektet for S har jo netop været velfærdssamfundet, hvor alle får lige muligheder, og det gælder både økonomisk og socialt og på alle andre måder. Man har kæmpet f.eks. for uddannelse til alle, konjunkturregulering af økonomien, ordentligt (arbejds)miljø og indflydelse på arbejdspladsen senest bl.a. gennem ØD og OD, længe før den såkaldte ”værdiakse” blev opfundet.
Lad mig tage kampen for uddannelse til alle som eksempel: Det skulle dels bruges til at styrke arbejderne i klassekampen, bl.a. ved at øge kampånd og fokus gennem 'dannelse' (sprog, historiebevidsthed og kendskab til videnskaben), dels give alle mulighed for social opstigning ved konkret at lære et fag, en profession eller sågar en videnskab. Ufaglærte skulle blive faglærte, faglærte skulle blive ingeniører o.l., og ingeniører skulle blive forskere, osv.
Så vidt jeg kan se, har den kamp haft såvel økonomiske, sociale som kulturelle sider hele tiden. Det kræver økonomisk, politisk og social (ud)dannelse at kræve bedre vilkår og medindflydelse. Uddannelser skal betales over skatterne, og der skal være råd til at tage en uddannelse. Samtidig skal ungdommen igennem grundskolen få evner, færdigheder og motivation for at fortsætte i videre uddannelse.
Og skal børn, der har det man med et frygteligt ord kalder negativ social arv – og som her er lig med at komme fra et hjem uden bøger og måske klaver – virkelig få gavn af uddannelsestilbuddene, skal der gøres en særlig indsats med dem og for dem. Omvendt vil en uddannelse sikre dem bedre levevilkår og en generelt endnu bedre arv at give videre til deres børn.
Det er rigtigt nok, at den gamle højre-venstre akse har nogle mangler, f.eks. at man har svært ved at indpasse f.eks. udlændingepolitikken helt. Men det havde man altså også med jødespørgsmålet i 30'erne – for nu at være rigtig polemisk.
At opstille en udlændingepolitik med både pligter og rettigheder – et anden af S's centrale værdipar, altså på den ene side overholde landets love og lære dansk og på den anden side at blive hjulpet til uddannelse og jobs og mod diskrimination mmm. bør være en helt naturlig del af S-politikken.
Hvis det man mener med ”værdikamp” i virkeligheden blot er at stramme udlændingepolitikken igen og igen, herunder at gå i konkurrence med Villy Søvndal om at overgå Pia Kjærsgaard mest, så sig det! Men regn mig fra, dels fordi det er populistisk og ukonstruktivt, dels fordi det er kortsigtet og umuligt – Pia vil altid være originalen og andre blot kopier.
Hvis man mener, at S skal gå ind i kampen under ”Muhammedkrise” nr. 666 til kamp for den ”danske” værdi ytringsfrihed, så træk bindet fra øjnene og op på hovedet, uanset at det så ligner et tørklæde! Jo, den almenmennskelige borgerrettighed ytringsfrihed er vigtig, men det er borgerrettigheden til at tro og tænke som man vil og være beskyttet som mindretal også! Ytringsfrihedens vigtigste formål er at værne om retten til at kritisere magthaverne, uanset om man er et enkelt menneske eller et mindretal eller den kongelige danske presse, ikke retten for flertallet til at trampe rundt på mindretallet.
Hvis man med værdikamp tænker på selvfed nationalisme og vil forsvare ”vores verden” mod 1,3 mia. ”islamiske ekstremister”, så ser man en stor del af verden som modstandere og skærer alle andre over en kam, og man lader arbejderbevægelsen spænde for en stridslysten vogn den ikke har den fjerneste interesse i, og mar har ikke lært noget af de utallige nationalistiske krige.
Det værste eksempel er den forbryderiske 1. verdenskrig, der meget sigende blev sat i gang med et skud i hovedet, men hvis ægte årsag var kampen om kolonier, og som endte med at holde verden tilbage i et århundrede, så vi først i dag er ved at være lige så ”globaliserede”, som man var dengang, og hvor vi i den rige verden igen mangler, ja skriger på, produkter og arbejdskraft fra bl.a. den tredje verden.
Men tilbage til den mere overordnede debat: Jo, den gamle højre-venstre akse er ikke fuldkommen og har aldrig været det, ganske som forholdet mellem klassekamp og kulturkamp ikke er og aldrig har været super simpelt - og gennem de 150 år fra arbejderbevægelsens fødsel er der kommet nye problemstillinger til.
For blot at nævne lidt om de vigtigste nye fænomener skaber videnskapitalismen nye emner, f.eks. kampen for et udviklende arbejdsindhold og kreativt arbejdsmiljø for alle individer. Og globaliseringen skaber behov for, råd til og mulighed for nye produkter og arbejdskraft fra den tredje verden – og da behovet for arbejdskraft kun vil blive større i Danmark de kommende er angsten for ”de fremmede” ret selvmorderisk. Det stiller krav om politisk regulering af markedskræfterne, en global kamp for ordentlige (arbejds)miljø og andre vilkår i produktionen og en fornuftig beskyttelse af nationer og lokalområders ressourcer og befokning mod total udplyndring eller marginalisering.
Om løsningen så er at have en, to eller fem akser er vist et åbent spørgsmål. Skulle nogen insistere på de to, der lige nu er populære, så vil jeg foreslå, at man omdøber dem til den ”socioøkonomiske” og den ”sociokulturelle” akse – det er i det mindste mere dækkende. Især hvis man er opmærksom på, at de to akser er dynamiske, altså udvikler sig over tid og påvirker hinanden.