Soc.dem.s fornyelse og ”velfærd frem for skattelettelser”

Den Røde Skoles bagkvinder (m/k!) siger, at ”velfærd frem for skattelettelser” blot er et (tomt) slogan. S-ledelsen siger, at det er spækket med indhold og en afgørende brudflade i dansk politik. Begge har ret, og begge tager fejl! Det er en mangelfuld taktik med store huller i udførelsen ...

Strategi og taktik og alt det der

Lad mig først slå fast, at dette er en politisk og ikke en
kommunikatorisk analyse. Derfor hedder en positionering op til et valg taktik, der i øvrigt gerne skulle udspringe af en forening af den foreliggende situation og den overliggende strategi. I politologi anser vi det ikke som et vigtigt strategisk spørgsmål, hvilken farve kandidatens slips har eller om skægget er fjernet eller trimmet!

Problemet er, at S stadig ikke rigtig har en generel strategi, og det kniber også med nogle centrale pejlemærker ... Bevares, man har et udmærket principprogram fra 2004, hvor man lægger mere vægt på den enkeltes, herunder især de socialt udsattes, reelle frihed end før, og nyformulerer forholdet mellem og indholdet i de hæderkronede begreber
frihed, lighed og broderskab/solidaritet.

Men mellem disse overordnede principper mangler der nogle langsigtede mål og ikke mindst formulering af en vej til målene, også kaldet en strategi. En strategi, der viser S som partiet med isionerne for at bevare og udvikle velfærdssamfundet og bruge f.eks. EU i den globale klassekamp.

”Velfærd frem for skattelettelser”

Det centrale slogan i Soc.dem.s valgkamp formulerede på udmærket vis hovedtaktikken. Man ville sætte forsvaret og udviklingen af velfærden op mod de skattelettelser, som VOK havde stillet de bedrestillede i udsigt, og som man da også gennemførte lige inden valget. Man opstillede 29 velfærdsrettigheder, som var af forskellig konkrethed og umiddelbar gennemførlighed
efter en evt. valgsejr. Så langt så godt. En taktik, måske lidt snæver, og dens konkretisering.

Når taktikken var lidt snæver, skyldes det dels manglen på
mod til at sige fra over for de faktisk meget store skattelettelser, som skattestoppet generer, ca. 20 mia. kr. pr. år pt. Især det, at ejendomsskatten i det mindste ikke blev sat som en fast procent/promille af ejendomsværdien som alle andre skatter i skattestoppet førte til en kæmpemæssig låne-forbrugsfest og til en yderst giftig situation på ejendomsmarkedet – den vi nu ser gøre unge familier teknisk insolvente.

Men mere akut var taktikken snæver, fordi regeringen havde
nogenlunde lige så gode chancer for at overbevise folk om, at man kunne begge dele, som S om det modsatte. Dels vil folk virkelig gerne tro det, og de vil ekstra gerne tro det, når pengene allerede ligger i deres lommer ...

Men faktisk lykkedes det S at overbevise befolkningen ifølge
meningsmålingerne. Det var en bet for regeringen og dens spindoktorer – især de af regeringens spindoktorer, der lod som om de ville hjælpe S med at lægge en god taktik. ”Se & Hør her”, sagde en af dem begejstret, og S burde have været skeptisk ...

Og den kunstneriske værdi ...

Med den for S gode udvikling, at vælger faktisk var enige i, at der
ikke var råd til både velfærd og skattelettelser – i hvert fald i princippet – var der faktisk en chance for en succes med den forsigtige valgtaktik. Hvis det altså ikke havde været for udførelsen!

Velfærdsrettighederne virkede som lidt løsrevne, åbne løfter, men det havde absolut hjulpet, hvis man frem for bogstavleg og personfnidder så rent faktisk havde ført valgkamp på dem! F.eks. ved at fokusere på to stk. hver dag i valgkampen og sætte dem over for virkeligheden under VOK-regeringen.

Men det store hul i udførelsen af taktikken var det manglende mod til at trække den anden side af sagen skarpt op. Regeringen havde lige smidt 10 mia. ud pr. år i grams midt i en overophedet økonomi, hvoraf halvdelen først skullegennemføres i 2009. Alligevel turde S ikke klart sige, at de skattelettelser skulle af bordet og bruges på velfærd. Hvad er taktikken så i grunden værd? Det, der skulle give kant til regeringen, var jo netop, at man ikke kunne få både velfærd og skattelettelser på én gang.

Man faldt ved gud for den radikale skatteordførers vrøvl
om, at ”skattekortene skal sendes ud nu”. Ih ja, et vældigt problem, mens det er det rene ingenting, at Finansloven først kan vedtages i april – i det år, den gælder for ... Og selv skattelettelser til udmøntning i 2009 havde man svært ved at mande sig op til at kræve standset.

Skud forbi for åbent mål

Nu efter valget har S nærmest et åbent mål at skyde på, fordi regeringens pludselige forvandling til økonomisk 'ansvarlig' spareregering betyder, at skattelettelserne skal betales af offentlige besparelser og tilbageholdenhed, herunder på lønnen i den offentlige sektor. Men finanslovsordfører og næstformand Morten Bødskov skyder forbi. Ikke et ord om at fjerne i det mindste 2009-skattelettelserne.

Derimod får vi den sædvanlige omgang overbudsløfter og
grædekoneri om, hvor stor skade en milliard i besparelser gør. Jo da, jeg ved godt, at det faktisk ikke er ”en mia. ud af 800”, men ud af måske 20 reelt disponible milliarder.

Men det store problem er jo stoppet i væksten, herunder især
den fremtidsrettede vækst: den manglende reelle investering på forskning, uddannelse og grøn energi, som regeringen påstår at ville gøre noget ved. Hvornår bliver det afsløret, at regeringen stadig ikke gør noget som helst reelt ved klimaproblemerne andet end at lukke varm luft ud ved internationale konferencer?

Det er der ikke et ord, men det er måske, fordi man ikke vil fjerne
de skattelettelser, som sammen med investeringerne kan overophede økonomien – selv om risikoen bliver mindre dag for dag, efterhånden som lavkonjunkturen i USA spreder sig til Europa.

Den nære fremtid

Taktikken ”velfærd frem for skattelettelser” kan bruges offensivt et stykke tid endnu, men den har en udløbsdato, nemlig når skattekommissionen barsler med sit udspil. Så lægges der op til et bredt forlig – dem Fogh altid taler om men som 'desværre' altid smutter – eller rettere til en gang abekastning om, hvem der skal have skylden for et evt. forhandlingssammenbrud.

Her ville det være en vældig god idé, hvis S allerede nu begyndte at forberede sine mærkesager, så de sidder godt fast i hovederne på befolkningen, når forhandlingerne skal i gang. Ikke blot så folk kan forstå, hvorfor S evt. går fra forhandlingerne, men også så de kan se ved et forlig, at S har fået virkelige indrømmelser, der vil noget.

Jeg er kommet med nogle bud på det, især om at sepå rentefradraget, evt. afskaffe det helt sammen den forkætrede ejendomsværdiskat til fordel for en lav og fornuftig gevinstskat i artiklen ”Sæt ejendomsværdiskat og rentefradrag ned - til nul”.

Hvis den højtelskede leder, fru Thorning, igen siger ja eller ikke
klart nok nej til en omgang penge, som skulle have været et halvt år senere alligevel, så er det formentlig en af hendes sidste handlinger som højtelsket leder, før hun også taber næste valg ...!