You are here

Svar på aktindsigt om demokratifjendtlig adfærd fra integrationsministeriet

Modtaget via email fra fuldmægtig i integrationsministeriets lovkontor:

Ved e-mail af 2. marts 2006 har du anmodet om aktindsigt i "Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse" for så vidt angår de dele, som Integrationsministeriet er sat til at udforme. Du har hertil anført, at aktinsigtsanmodningen særligt sigter på anbefaling nr. 35 og 36 fra Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse.

Efter offentlighedslovens § 7 omfatter retten til aktindsigt ikke en myndigheds interne arbejdsdokumenter. Som interne arbejdsdokumenter anses bl.a. dokumenter, der udarbejdes af en myndighed til eget brug samt brevveksling mellem forskellige enheder inden for samme myndighed. Da tværministerielle arbejdsgrupper anses som selvstændige myndigheder i relation til offentlighedslovens § 7, undtages notater, mødereferater og lignende fra Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse fra aktindsigt i sin helhed.

Som opfølgning på anbefaling nr. 35 og 36 fra Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse har Integrationsministeriet - i overensstemmelse med regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse - nedsat en arbejdsgruppe, der nærmere skal overveje, hvorvidt der vil kunne fastlægges en definition af "demokratifjendtlig adfærd", som kan danne grundlag for lovgivning på området. Akterne på sagen om Arbejdsgruppen om udlændinges ophold i Danmark (opfølgning på anbefaling nr. 35 og 36 fra den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse) er undtaget fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 7 ud fra samme betragtning som nævnt ovenfor.

Den endelige rapport fra Den tværministerielle arbejdsgruppe om terrorbekæmpelse samt Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse er offentlige og findes på Statsminsteriets hjemmeside, www.stm.dk.

Den tværministerielle arbejdsgruppe for terrorbekæmpelse har på Integrationsministeriets område ligeledes anbefalet, at der indføres særlige udvisningsregler for religiøse forkyndere, jf. anbefaling nr. 37. Af Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse fremgår det, at regeringen vil arbejde videre med at konkretisere denne anbefaling, og at regeringen vil fremsætte lovforslag herom.

Integrationsministeriet har med lovforslag nr. L 128 af 25. januar 2006 om ændring af udlændingen (Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.) fulgt op på Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse for så vidt angår anbefaling nr. 37. Lovforslaget med bemærkninger, høringssvar samt Integrationsministeriets høringsnotat kan læses på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk.

Integrationsministeriet har ikke yderligere akter, der relaterer sig til "Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse".

Mon, 6 Mar 2006 10:01:44 +0100

Note: eneste ændring er at links åbner i nyt vindue

Sidst revideret

6. marts 2006 - 13:30 rettet formatering