'Khader er en farlig mand', syntes Bendt Bendtsen at mene, da han advarede mod at stemme på Ny Alliance. Knap en dag før havde Fogh krævet af Khader, at han skulle ”vælge side” - selv om Ny Alliance har peget på ham som leder af en dronningerunde. Og allerede i valgkampens første dage truede Pia med, at uden endnu et rent VOK-flertal ville der komme et hurtigt nyvalg – et 'omvalg'.
Tænk, en dronningerunde betyder rigtige forhandlinger ...
Khader har for lang tid siden gjort klart, at Ny Alliance er et borgerligt parti, og at man peger på Fogh som ”kongelig undersøger”, altså til at lede en dronningerunde, der skal finde en regering, der ikke har et flertal imod sig. "Det vil sige, at han er vores statsministerkandidat på politiske betingelser," har Khader tilføjet. Men det virker, som om det først nu er gået op for Fogh og Bendtsen, at det i sagens natur medfører, at regeringen formelt træder
tilbage, og man begynder forhandlinger om et regeringsgrundlag til forskellige sider ...
Claus Hjort Frederiksen sad i Deadline lørdag 27. oktober 22.30 på DR2 og skældte Anders Samuelsen huden fuld for at have en sådan frækhed. Man kunne da bare lade den nuværende regering fortsætte på sit grundlag med Dansk Folkeparti og så snakke om tingene bag kulisserne. Men mærkeligt nok ønsker Ny Alliance ikke 'bare' at være med til at støtte VOK plus
eller minus 10% ... Man må sige, at Khader dermed gav svar til os, der havde tvivl om, hvorvidt han ville stå fast i sit ønske om at reducere DF's indflydelse.
Jamen, en dronningerunde var da noget helt usædvanligt, sagde Claus Hjort. Det var sørens! Så har både dronningen og
vi andre ladet os tage ved næsen den ene gang efter den anden. Når regeringen mister sit parlamentariske grundlag, så går den altså som regel af! Også når en regering evt. kan finde et andet flertal. Det skete f.eks. i 1987, hvor de Radikale i god forståelse med statsminister Schlüter krævede en dronningerunde, så Schlüter kunne hælde CD og Kristeligt Folkeparti ud af firkløverregeringen og tage de Radikale med i stedet.
Ny Alliance er røde!
Fogh, Hjort og nu Bendtsen har truet NA og vælgerne med, at en dronningerunde kunne føre til noget værre end anarki, nemlig 'en regering baseret på Asmaas stemmer'. Bendtsen kunne måske godt se, at den ikke går meget længere, så
han truede i stedet med Røde Villy ... Jyllands-Posten har nemlig kigget på NA's program og fundet en række punkter, hvor de er enige med ræverøde slyngler som Vestager og Thorning.
Ja, jeg kan godt se det, når jeg tager en tur gennem Ny Alliances mærkesager: En flad skat på 40% for alle, så
direktøren får en skattelettelse på en million og førtidspensionisten på 1000 kr – det er dog vældig rødt! Khaders støtte til en stram familiesammenføringspolitik, og at indvandrere bare har at blive rigtig danske – åh Gud hvor rødt! En stærk dansk tilslutning til EU uden forbehold er ren rød snak! Og en fortsat aktivistisk udenrigspolitik, som desværre ved et lille
sidespring førte os ind i Irak, så er man faktisk de rene socialistiske ballademagere!
Regeringen har luret dem!
Men den slags misinformation ser Fogh, Hjort og Bendt samt JP lige igennem. Når man vil have gratis skolebespisning frem for gratis fradrag til rengøring, så er man rød! Er regeringstoppen så bange for politiske forhandlinger, at de er gået i panik og nu småskingert advarer vælgerne om at være på 'den sikre side': Stol ikke
på Khader – giv os et rent VOK-flertal igen igen!
Eller er det mon vælgerne, som regeringen lurer? Så man kan gentage succeser som dem med de irakiske flygtninge ... Så man kan fastholde det værdifællesskab mellem V og DF, som Claus Hjort talte om. Så man ikke behøver at lytte til nogen ... øh, i folketinget, altså. Ser vi mon her, at regeringstoppen hele tiden helst har villet have VOK med den politik, der følger? Og at de er villige til alt for det, herunder at forsøge at true sig til magten?
- Nutcracker's blog
- Log in to post comments