You are here

Yderst hemmeligt - om logningsbekendtgørelsen

DR P1 Orientering d. 15. maj 2007:

Firmaer der sælger telefon- og internetforbindelser skulle i følge logningsbekendtgørelsen, der trådte i kraft den 1. marts i år, gemme oplysninger om, hvilke hjemmesider kunderne besøger, præcis hvem de skriver e-mails til, hvem de ringer til og hvornår.

Derfor skulle omkring 1500 ansatte hos telefon- og internetudbydere landet over, give præcise oplysninger om familie, venner og bekendte og angive om de selv er homoseksuelle, har gæld og meget mere, for at blive sikkerhedsgodkendes af Politiets Efterretningstjeneste til højeste niveau: det der hedder "Yderst Hemmeligt".

Men det er ikke bare Politiets Efterretningstjeneste, PET, der skal have disse oplysninger. PET fastholder i et brev, at også arbejdsgiverne skal se de mange personfølsomme oplysninger om de ansatte.

Men det vil teleindustriens arbejdgivere helst ikke.

Orienterings reporter Jesper Tynell har talt med den 24-årige Martin Philip Hansen, der er ansat hos en af landets udbydere af internet- og telefon-forbindelser.

Vi har hver dag siden i fredags givet Politiets Efterretningstjeneste mulighed for at svare på, hvorfor tjenesten mener, at også arbejdsgiverne skal se medarbejdernes personfølsomme oplysninger, før end tjenesten kan sikkerhedsgodkende dem.

Men chefen for PET, Jakob Scharf, ønsker ikke at udtale sig om emnet. Han skrev i dag i en mail:

"De procedurer, som PET anvender i forbindelse med sikkerhedsgodkendelser, er de samme for offentligt og privat ansatte. Politiets Efterretningstjeneste har ikke tidligere konstateret problemer i forbindelse med arbejdsgiveres påtegning af medarbejderes ansøgninger om sikkerhedsgodkendelse."

Men juridisk er det et problem, at de ansatte skal aflevere oplysningerne om sig selv, familie og bekendte netop til arbejdsgiverne, da det blandt andet ikke er vedtaget i Folketinget. Det vurderer, adjunkt ved Aalborg Universitet, Charlotte Bagger Tranberg, der har skrevet ph.d.-afhandling om behandlingen af personoplysninger.

Orientering har siden i fredags forsøgt at få et interview med justitsminister Lene Espersen om emnet. Og har for kort tid siden netop modtaget følgende skriftlige udtalelse fra ministeren:

"Jeg har meget stor forståelse for de betænkeligheder, som PROSA og deres medlemmer har i forhold til de nuværende procedurer for sikkerhedsgodkendelse af medarbejdere i IT- og teleindustrien, hvor arbejdsgiveren får kendskab til personfølsomme oplysninger om medarbejderne, når de ansøger om sikkerhedsgodkendelse. (...) Jeg lægger vægt på, at der hurtigt kommer en afklaring af spørgsmålet, og jeg håber det vil være muligt at finde en afbalanceret model, som kan tilgodese både medarbejdernes ønske om fortrolighed om personfølsomme oplysninger, og hensynet til at sikre et fyldestgørende grundlag for sikkerhedsgodkendelserne."

Direktør i Teleindustriens Brancheorganisation, Ib Tolstrup, giver også sit bud på problematikken i dette indslag.

Af Jesper Tynell

Hør mere på DR Online:

Yderst hemmeligt

Technorati Tags:

Kommentarer