You are here

Kalorielet kost giver længere liv

Aber på kalorielet kost lever længere og sundere end aber på almindelig kost, viser ny forskning. Det er sandsynligt, at det samme gør sig gældende hos mennesker.

Hvis du i sommervarmen drømmer om et langt liv uden sygdom, skulle du måske dvæle lidt ved denne nyhed, som netop er blevet offentliggjort i det ansete tidsskrift Science.

Amerikanske forskere fra University of Wisconsin-Madison har i hele 20 år - det meste af et abeliv - fulgt 76 rhesusaber, der enten var sat på en kalorielet kost eller almindelig kost. Resultaterne fra forsøget er tankevækkende:

Udover, at de aldrende aber på den kalorielette kost havde et mere ungdommeligt ydre sammenlignet med aberne på almindelig kost, så afslørede et væld af undersøgelser, at de kalorielette aber udsatte aldringsprocessen, levede længere og forsinkede ankomsten af aldersrelaterede sygdomme som sukkersyge, hjertekarsygdomme, kræft og hjernesvind (se i øvrigt boksen i bunden af artiklen).

»Det bekræfter tidligere undersøgelser i gær, orme, fluer og mus, at en kost med et lavt indhold af kalorier giver et længere liv,« siger Thorkild I.A. Sørensen, som er leder af Institut for Forebyggende Medicin på Københavns Universitetshospital og professor ved Københavns Universitet. Han er generelt imponeret over de amerikanske forskeres arbejde.

»Men det, der for alvor gør denne undersøgelse interessant, er, at man nu har konstateret det samme fænomen hos primaterne, som er tæt beslægtet med os mennesker. Det sandsynliggør, at det er en egenskab, som giver en evolutionær fordel, og som også er gået i arv til os,« siger Thorkild I.A. Sørensen. 

Kalorielet kost giver længere liv (Videnskab.dk) (9. juli 2009)