Det spirende oprør mod Fogh

Alliancen med Dansk Folkeparti er begyndt at koste for alvor, og mange borgerlige skeptikere vælter lige nu ud af skabene. For mange har DF hele tiden været et mere eller mindre ubehageligt 'nødvendigt onde', og til tider viser man en stor naivitet ift. de politiske realiteter og processer. For kan man overhovedet komme af med Pia?

De nyttige idioter tager magten!

Formange borgerlige, både socialkonservative og socialliberale, har samarbejdet med Dansk Folkeparti altid været et nødvendigt onde. Hvis man skal være lidt ond - blot en anelse, kan man sige, at DF har været betragtet som nyttige idioter. De skulle hente de stemmer fra Socialdemokraterne, der var nødvendige for at få det berømte systemskifte.

Graden af skepsis over for det faste støtteparti har været højst forskellig, fra en let rynken på panden til dyb bekymring. Omvendt er der borgerlige, der har været nærmest jublende over, at man nu fik rent højreflertal, selv om det jo også på mange måder har vist sig at være et tveægget sværd.  Pludselig var forventningerne overordentlig store, og Fogh måtte bruge en del energi efter den seneste knusende valgsejr til at få slået fast, at midterkursen fastholdes, både som egen strategi og som hensyn til støttepartiet, der i bund og grund er socialnationalistisk.

Jeg er klar over, hvad den betegnelse minder om, men jeg har bevidst draget et også sprgligt skel til det berygtede historiske problem. Imidlertid er en del borgerlige nu ved at opdage, at hvis man først giver den lige så berygtede indre svinehund rent nakkekød til frokost, så er den ikke tilfreds med fuldkost til aften!

Faktisk tror jeg, at det er ved at gå op for borgerlige af begge nævnte typer, men det er selvfølgelig især de nævnte skeptikere, der synes, at alliancen med Dansk Folkeparti har langt større omkostninger, end de havde drømt om. Pudsigt nok skulle det være 12 tegninger og en bemærkning om at finde sig i hån og spot - en omgang plat perker-plageri, som jeg kaldte det i "Sælg den lille prins" på Flix.dk - der for alvor satte den udvikling i gang.

Det kendte venstrefløjspak ...

Først var det tidligere ambassadører og udenrigsministre, en vis hr. Ellemann-Jensen, der reagerede, bl.a. under indtryk af reaktionen hos dem, vi troede var vore evigt faste allierede, især USA og UK. Så blev det dansk erhvervsliv, der følte et ubehageligt klem på pungen. Dernæst rejste en tidligere dansk ambassadør og venstremand rundt  i verden for give den undskyldning, som Fogh ikke kunne få over sine læber. Og f.eks. Lars Goldschmidt, en indflydelsesrig erhvervsmand, begyndte at antyde, at der måtte et sporskifte til.

Stille og roligt har kritikken bredt sig, og da Fogh gik i offensiven - lidt for meget i offensiven - i Søndagsberlingeren for at bortviske indtrykket af en rådvild statsminister, der måtte vride mere end hænder på arabisk tv, og for at flytte fokus fra regeringens håndtering tilbage til det oprindelige spin med ytringsfrihed über alles, og delte Danmark i "får og bukke", så en hel masse kunne føle sig ramt og gjorde det, så brød det for alvor løs.

Erhvervsfolk fra store koncerner såvel som organisationer, ledende konservative og mindre ledende venstrefolk stod nu efterhånden i kø for at få justeret kursen, og her til aften gik man over til direkte at kritisere alliancen med Dansk Folkeparti.

Indtil nu har Fogh, Jens Rohde og andre tro væbnere afvist enhver kritik, for der er jo aldrig noget at komme efter, og først ment, at kritikken kom fra en illoyal opposition og andet pak på venstrefløjen, inkl. åbenbart Uffe og ambassadørerne, m.v.

Pia i høsthumør

Til aften har Fogh fastholdt kursen og gjort kritikerne opmærksomme på, at det er vælgerne, der har sammensat folketinget. Det er jo svært at benægte. Men det gælder mere end det. Fogh har med sin kontraktpolitik bundet sig grundigt til Dansk Folkeparti også i denne valgperiode. I en grad, hvor han direkte frygtede et VKR-flertal, der på et tidspunkt under seneste valgkamp var nært. Han har dygtigt kombineret kontraktpolitikken med overtalelse af og flytten af midten med at sætte en række debatter i gang, der har skabt stemning for bl.a. velfærdsreformer og værdikamp.

Pia Kjærsgaard har med sin fantastiske tæft for længst indset, hvilken modstand der efterhånden vil rejse sig. Derfor gik hun forleden ud og fortalte om, hvor "rådvild" Fogh havde været, og hvor pinligt det havde været at se ham på arabisk tv, samtidig med at hun udelukkede et samarbejde med Socialdemokraterne, som hun ellers på tidspunkt havde åbnet for. Ved at holde fanen så højt omkring 'ytringsfriheden', at jordforbindelsen var i fare, har Dansk Folkeparti i forvejen erobret alle de høstbare S-stemmer stemmer for næsen af Fogh og Venstre, da de væltede hen over midten. Nu går Pia direkte efter de nye Venstre-midtervælgere!

Det har to formål: Dels er det nu, at Dansk Folkeparti skal 'kapitalisere' sin vælgergevinst, altså hente alle de stemmer, man kan få ud af de seneste års kurs. Det gøri sig selv partiet til en endnu vigtigere spiller på banen. Dels skal DF gøres så uundværligt som muligt for Fogh og samtidig tilbyde en mulighed for en ren Venstre-regering, baseret på V og DF, men principielt med mulighed for samarbejde til forskellige sider.

Er der et liv efter Pia?

Jeg skriver "principielt", for som man har set indtil nu, er Dansk Folkeparti et parti, der dygtigt formår at maksimere sin indflydelse, også den, der kommer af at være parlamentarisk grundlag. Samtidig er det svært at se, hvordan Fogh vil fastholde de nævnte midtervælgere, som netop lokkes af DF's fremmedfjendske toner - men også af deres særlige kombination af social omsorg og nationalisme, uden selv at 'byde ind' på det politik-område.

Endelig er det i det hele taget svært at se Fogh ændre sin grundstrategi, og det er den eneste måde, at han evt. ville kunne skifte Pia ud med Connie Hedegaard, Marianne Jelved og/eller Helle Thorning-Schmidt. Han har lagt så meget i sit strategiske projekt, og vundet så meget ved det, at han hos vælgerne formentlig nærmest er identisk med det. Et skifte må for ham se ud som en højst risikabel kurs, med politisk usikkerhed og tab af troværdighed.

Det er tydeligt, at de borgerlige kritikere forestiller et skifte, der er en hel lettere end beskrevet ovenfor. Dog er der visse borgerlige, der også har set skriften på væggen. Den omtalte tidl. ambassadør og ti andre fremtrædende borgerlige krævede for nylig Foghs afgang. De vil have Lars Løkke til, for de tror ikke på, at Fogh kan foretage skiftet.

Jo mere tingene udvikler sig, vil det blive et brændende spørgsmål for alle borgerlige med skepsis over alliancen med Dansk Folkeparti:

Kan man komme af med Pia uden at fjerne Fogh?

PS: En af de artikler, jeg havde i støbeskeen til Flix, havde den samme overskrift som denne observation. Det er længe blevet sværere og sværere at skrive til Flix pga. den utryghed, jeg har følt på stedet. Så det var spændende at se, om noget mindre forpligtende kunne sætte fut i fejemøget. Resultatet er da vist o.k., og skrivningen gled bare helt utrolig meget lettere.