Også en borgernetavis må kigges kritisk i kortene – eller måske endda især en sådan avis med de forpligtelser, navnet giver. Søger man rundt om på nettet og i diverse medier, dukker der en masse tal og tale op, der viser stor fremgang for Flix. Der er bare den hage ved det, at de forskellige oplysninger ganske enkelt ikke passer sammen. Problemet ser ud til at strække sig helt tilbage til 2004 – relativt kort efter opstarten af Flix – og frem til i dag.
Af Claus Piculell
To forskellige tal for samme måned
” I maj 2006 havde flix.dk over 330.000 sidevisninger pr. måned.”
Wikipedia, den frie encyklopædi: Flix.dk.
”Flix.dk har 400 borgerjournalister og pr. 1. maj 2006 ca. 500.000 sidevisninger om måneden, hvilket er en fordobling siden januar 2006.”
Wikipedia, den frie encyklopædi: Erik Kjær Larsen
Jamen, hvor har Wikipedia dog den slags selvmodsigelser fra? Fra Flix, såmænd! Helt præcist fra Anni Løndal de Lichtenberg, AldeL, som p.t. er i den absolutte inderkreds og så tæt på Flix-redaktøren, at hun har forfattet hans biografi på Wikipedia. Er det så stakkels Anni, der ikke har kunnet holde rede på tallene? Nej, hun har dem fra chefredaktør Erik Kjær Larsen selv, vel at mærke hans offentlige udtalelser.
Fra hestens egen mund
I et direkte interview med Lasse Jensen i Mennesker og medier den 5. maj 2006 på P1 sagde Erik Kjær Larsen (EKL): ” [...] for øjeblikket har vi 330.000 sidevisninger om måneden, og for et halvt år siden havde vi 170.000, så vi vokser sådan ca. 100% på 6 måneder.” Selve lydklippet findes fra minut 36 her.
Men kun 8 dage senere blev et portræt, ”Erik Kjaer Larsen, Co-founder of Flix.dk”, offentliggjort på netstedet for Flix's store forbillede, OhMynews, som netop gør en dyd ud af deres omhyggelige tjek af alle artikler og derfor formentlig har haft en del korrespondance med EKL før offentliggørelsen. Her skrev journalisten ud fra EKL's oplysninger:
”Since 2004 Mr. Larsen has been in charge of the technical and editorial development of Flix.dk which has been a great success with the Danish public, counting some 500,000 page views in the month of May 2006 (a 100 percent jump from January of the same year). Flix.dk has more than 400 citizen reporters [...] ”
Fordobling – men til hvad og hvornår?
Det er næppe sandsynligt, at de to ovenstående, meget forskellige, tal skulle være rigtige på én gang, og den opmærksomme læser vil allerede have opdaget det andet problem, nemlig at begge tal skulle betyde en fordobling på ca. et halvt år. Tilmed skulle fordoblingen til 500.000 være sket fra januar til begyndelsen af maj 2006, altså på godt 4 måneder.
Kan der være tale om, at EKL blot har husket forkert i interviewet i ”Mennesker og Medier”? Næppe. I så fald burde han jo have grebet ind over for de oplysninger, der viderebragtes af AldeL, som ud over at skrive det i Wikipedia også nævnte det adskillige gange i debatten på Flix selv. Ydermere oplyste EKL selv det nærliggende tal 300.000 i et interview i Harddisken på P1 den 29. april 2006, altså 7 dage før ”Mennesker og Medier” (M&M).
Jamen, kan det ikke evt. passe, at fordoblingen til 330.000 er regnet fra hele 6 måneder og kun til april 2006, så november 2005 havde 170.000 sidevisninger, som EKL nævnte i M&M? Nej, og det er der tre grunde til: I september 2005 fik Flix sit højeste læsertal i 2005, formentlig omkring 240.000, fordi man fik et gevaldigt boost af at blive omtalt i TDC's kundeblad og på deres netsted, og ikke mindst i TV2, som angives at have forårsaget ”50.000 besøg på nul times”. Det bekræftes i debatten på Flix selv og på nettet. For det andet er december traditionelt en sløv måned, ganske som juli, pga. ferie og helligdage. Alligevel havde Flix her 200.000 sidevisninger i følge Journalisthøjskolens online magasin eJour. Og for det tredje modsiges det af Flix's egne offentliggjorte tal.
Flix's egen oversigt
Her er en oversigt offentliggjort 30. august 2005 og bl.a. fundet i Googles cache-hukommelse:
Som det fremgår, er antallet af sidevisninger i følge denne grafik steget fra ca. 30.000 i sept. 2004 til 160.000 i august 2005. De samme tal, om end sept. 2004 menes at stå på 20.000, bekræftes af en artikel i Infomedia 9. september 2005 af Vidar: ”Internetavisernes historie”. At man tre måneder efter i november 2005 og efter omtale hos TDC og TV2 fortsat skulle ligge på 160-170.000 forekommer ikke videre sandsynligt.
Gik det nedad for Flix i 2004?
”Men det tog ikke ret længe, før vi havde et etableret brugergrundlag, så avisen mere eller mindre skrev sig selv. Det vil sige, at der hver morgen lå de artikler, der kunne fylde avisen ud, og sådan har det været lige siden foråret 2003.” EKL i Harddisken på P1 29. april 2006.
Da denne borgerjournalist hørte det udsagn, begyndte det at rumle i baghovedet ... Se igen på Flix's egen graf ovenfor. I følge den skulle antallet af sidevisninger i september måned 2004 ligge på 20-30.000 – under 1000 om dagen, og september er ellers traditionelt en 'god måned'. Kan det stemme med, at Flix allerede omkring halvandet år før havde fået en flyvende start?
Det tyder Flix's egne tal ikke på. Artiklen fra eJour nævnt ovenfor citerer EKL for, at det samlede antal sidevisninger i 2004 var ”knap en halv million”. Det giver et gennemsnit pr. måned på ca. 42.000 sidevisninger. Giver det mening, at antallet af sidevisninger i september 2004 dermed skulle ligge 10-20.000 under gennemsnittet for hele året.
At 'måle læsere' ...
Hvordan måler man det antal læsere, et netsted har? Svaret er, at det gør man ikke! Om ikke andet, så fordi det slet ikke er nemt at definere, hvad en 'læser' er, og det er bestemt heller ikke sikkert, at blot at lave en tælling af dem er det vigtigste mål for, hvordan et netsted klarer sig. Derfor laver man i stedet trafikmålinger. Man måler en række ting, der antyder noget om antallet af læsere, om deres engagement og om den generelle aktivitet på netstedet.
Skal man som en 'læser' f.eks. tælle en person én gang pr. år, pr. måned, pr. uge, pr. dag eller pr. besøg? De fleste vil vel være enige i, at ét besøg på et netsted ikke betyder, at man er 'læser', og slet ikke fast læser, så det er meningsløst, hvis man kun skal tælles en gang for hele livet. Omvendt skal en læser, der i samme omgang besøger måske fem artikler under ét besøg vel ikke tælle som fem læsere? Eller hvis en læser også selv er debattør og som led i en debat føler behov for at have f.eks. fire andre indlæg åbne på én gang, skal det vel heller ikke tælles som endnu fire nye læsere?
Tallene fra Flix ovenfor er alle sidevisninger. Det gøres helt enkelt ved at tælle hvert eneste klik på et af linkene til netstedets sider. Det er den mest enkle måde at måle aktivitet på, men også den mest usikre, som eksemplerne ovenfor viser. Andre måler f.eks. også antallet af unikke brugere, hvilket er brugere identificeret via deres internet-adresser, der besøger stedet. Men unikke brugere kan være talt på mange måder: fra hver gang de er gået på nettet og har besøgt stedet - altså evt. flere gange om dagen, men med adskilt med et vist tidsrum, hvilket også ofte kaldes unikke besøg - over én gang om dagen (hvilket vist nok er det mest typiske tal for unikke brugere), til de stadig mere strenge krav som én gang om ugen, måneden ('nørdernes' favorit), kvartalet eller året.
Andre mål
Derudover kan man tælle diverse (andre) aktiviteter på netstedet. Flix har her fornuftigt valgt at tælle antal modtagere af sit nyhedsbrev, antal skribenter, antal faste brugere og antallet af debatindlæg. Ved optælling af debatindlæg under de enkelte artikler er der faktisk i foråret 2006 sket en betydelig nedgang i antallet fra topscorer-artikler på 50-70 kommentarer til p.t. ca. 10.
Nyhedsbrevsmodtagere og antallet af faste brugere angives at være på ca. 1500 i juli 2006,og som det kunne læses i citatet fra OhMyNews ovenfor, angiver EKL i maj 2006 antallet af skribenter til at være 400. Det underlige er bare, at antallet af modtagere af Nyhedsbrevet i følge en artikel af EKL den 31. marts 2005 kunne ”tælles i tusinder”, mens det blev tilføjet: ”Flix har i dag ca. 90 mere eller mindre faste bidragydere.” Og i eJour fra feb. 2006 kan man læse: ”Flix har godt 1.200 registrerede brugere, hvoraf over 100 periodisk er aktive skribenter.” En vækst i antal skribenter fra 100 i februar til 400 i maj virker som en vældig eksplosion sammenholdt med udviklingen i antallet af faste brugere og modtagere af nyhedsbrevet.
Betyder det noget, om tallene stemmer?
Det betyder selvfølgelig især noget, hvis man har økonomiske interesser, der afhænger af det, f.eks. bidrag eller indtjening via fonde, sponsorer eller annoncører. Men det har Flix faktisk også, om end bestemt ikke i stor stil. Som sponsor har man www.Maccenter.dk – en af Apples forhandlere i Danmark. Flix har søgt et utal af fonde om tilskud til at udvikle projektet, dog uden held. Og Flix har, trods at man lige nu slår på sin non-profit status, både før og nu haft planer om en delvis annonce-finansiering og ”forskellige forretningsmodeller”, som der stadig står i Flix's FAQ. Tilmed har man firmaet Flix Pro, også kaldet Flix Productions, der tilbyder ydelser som dem, der ligger bag ved Flix, men på kommercielle vilkår.
Det er dog ikke det eneste sted, hvor problemer med læsertal kan spille en rolle. Folk, der frivilligt bidrager til Flix, vil også få et falsk indtryk. Skribenter og folk i inderkredsen kan komme til at tro, at det lige nu, hvor dé er særlig engagerede, går fremad med stormskridt, og læsere kan tro, at de er kommet til et sted med langt større vækst og/eller vægt i den offentlige debat.
Men først og fremmest snyder man sig selv! Jeg er ret sikker på, at alle, der har fulgt nettet og populære brugernetsteder et stykke tid, er enige om, at Flix må være gået pænt frem. Men er der rod med trafiktallene, kan man ødelægge utrolig meget for sig selv. Og bliver man ved med at udråbe indeværende år som det bedste nogensinde, ender man før eller siden i absurditeten, og i længden kan modstrid i forskellige tal jo ikke skjules ...
Kan det gøres bedre?
Det vil nok ikke komme som et chok for læseren, at svaret er ja! På længere sigt vil det bedste formentlig være at skabe en fælles standard blandt internetmedier for, hvordan man tæller. Men indtil videre er det bedste at bruge flere forskellige mål og at bruge uafhængige tællere. Man kan f.eks. opgøre såvel antallet af sidevisninger, besøg og unikke brugere.
Til alle disse mål kan man få hjælp af uafhængige firmaer, der tilmed i visse tilfælde gør det gratis, som regel som reklame for sig selv og som regel over for netsteder, der ikke er kommercielle. Flix kunne således gøre som DenmarkOnline, der kombinerer sin egen måler til sidevisninger med en gratis uafhængig optælling af unikke besøg (ét tæller én gang uanset kliks) via Chart.dk. På samme måde kan man relativt let give uafhængige indsigt i andre nøgletal, som f.eks. faste brugere og skribenter.
Flix er ikke alene
Stort set alle store netaviser sikrer i dag ikke en ordentlig og uafhængig måling af deres nøgletal for trafikken på netstedet. Det gælder ikke mindst de mere professionelle og kommercielle aviser med udgangspunkt i den trykte dagspresse. I eJour nr. 51i artiklen "Få netaviser kontrollerer oplagstal" skriver Lars Møller Hansen, at Dansk Oplagskontrol slet ikke vil røre ved trafiktal, men kun tjekke, om abonnenter på den trykte avis også betaler for adgang på nettet.
Derved undervurderer man med stor sandsynlighed brugen af netaviserne og undergraver faktisk muligheden for de danske aviser, der ellers vånder sig under økonomiske problemer, for at opnå ekstra indtægter. Det er nemlig erfaringen fra USA og Storbritannien, at trafikmålinger på netstederne øger annonceindtægterne. Dette bekræftes også af Jon Lund, direktør i Foreningen af Danske InternetMedier. Men udnyttelsen af en sådan mulighed kræver naturligvis, at tallene er 100% troværdige ...
Note: Alle er velkomne til at kommentere denne artikel, men chefredaktør Erik Kjær Larsen, Flix.dk, indbydes særskilt pr. email til det.
CP, 5. september 2006.
Nyheder:
- Nutcracker's blog
- Log in to post comments
Kommentarer
Tankevækkende og
Tankevækkende og indsigtsfuld artikel om webtrafik.
Fusk med læsertal - not so
Kære Claus Piculell
De besøgstal for Flix.dk, som jeg har nævnt i bl. a. Mennesker og medier, stammer fra et statistik-modul der er tilkoblet det Content Management System, som Flix.dk ligger på.
Jeg har ikke fusket med tallene, og det fremgår af de screendumps taget direkte fra statistikmodulet, som jeg vedlægger her:
Ganske vist rundede jeg tallet 451451 sidevisninger for maj måned op til 'some 500000 page views in the month of may' men det mener jeg ikke er utilgivelig fusk, snarere en forventning om at besøgstallene ville fortsætte med at stige - hvilket imidlertid ikke har været tilfældet, som det også fremgår af vedlagte statistik.
Tallene ligger for tiden på den pæne side af 300.000 om måneden, men den voldsomme vækst i sidevisninger er stoppet, hvilket formentlig hænger sammen med at redaktionen har skruet ned for aktiviterne på Flix grundet mangel på tid og ressourcer.
Claus Piculell har ret i at man som webmedie er bedst tjent med at forholde sig til uafhængige optællinger. Men statistik for websider er indtil videre ikke - og bliver næppe nogen sinde - en eksakt videnskab. Hvis netbruger A besøger Denmark-online fra sin arbejdscomputer om formiddagen og igen hjemmefra om aftenen, så vil sitets 'uafhængige' trafikmåler Chart.dk registrere to unikke brugere på sitet. Det er blot et eksempel på de utallige fejlkilder, der skal tages i betragtning ved opgørelse af webstatistik.
Mht. opgørelser over antal skribenter er det korrekt at jeg er blevet citeret for forskellige tal, men når journalister har ringet har jeg altid forklaret at begrebet 'skribenter' på en interaktiv avis er en flydende størrelse - skal læsere, der hyppigt skriver lange kommentarer f. eks. regnes med som faste skribenter?
Jeg vil fastholde at jeg ikke har fusket med tallene, men jeg vil gøre mig mere umage med at definere skribent-kategorierne og deres antal bedre før jeg går ud offentligt med tal på dem i fremtiden.
I øvrigt er det en interessant artikel du har skrevet, men jeg ville ønske du havde skrevet mere generelt om problematikken i stedet for at bruge så mange research kræfter på - igen - at undergrave troværdigheden hos et trods alt mikroskopisk, eksperimenterende medie.
Med den voldsomme medieudvikling, der pt. er i gang i Danmark, burde du da kunne finde vigtigere ting at bruge din energi på.
Venlig hilsen
Erik Kjær Larsen
Redaktør
Flix.dk
Ingen fusk hos Flix med nøgletal?
Kære Erik Kjær Larsen
Tak for dit svar, der kom imponerende hurtigt efter min mail til dig.
For nu at tage din afsluttende bemærkning først: Det er sødt af dig at bekymre dig om, hvorvidt jeg nu får nok ud af min tid, men jeg har faktisk nydt at gå i dybden igen med en case, der illustrerer et generelt problem. I grunden forstår jeg slet ikke din slutsalut: Mener du, at artiklen ikke er relevant for nettets offentlighed, vigtig i emnevalg eller har tilstrækkelig kvalitet? Jeg aner, at en borgerartikel som min ikke ville finde nåde ved ”Danmarks eneste borgernetavis”, men er det nu, fordi kvaliteten er for lav, eller fordi det kritiske lys er rettet mod Flix selv?
En af mine borgerjournalistiske roller har hele tiden været at optræde som en mere eller mindre heldig 'medievagthund'. Du har selv som Flix-redaktør gladelig publiceret en del artikler fra min hånd om andre mediers noget 'løse' forhold til grundlæggende publicistprincipper om redelig formidling og ordentlig kildebehandling, f.eks ”Citatfusk i Radioavisen?” (17/12-05), DR: De nye mestre i talmanipulation (15/02-05) og Er Fogh Danmarks Berlusconi? (20/01-05). Mere nyligt er der her på Denmark Online eller på Modkraft artiklen Er kritisk journalistik en DR-by i Rusland?” ” (25. juli 2006). Dertil den daglige dosis i På Spydet.
Nå, men lad nu det ligge, evt. til en anden gang, og lad os se på de mere konkrete svar, som du giver på artiklens spørgsmål. Og lad mig her straks understrege, at jeg netop ikke skriver, at Flix eller du fusker med tallene. Jeg påpeger modsigelserne i en række af jeres oplysninger, og det synes jeg godt kan bære den journalist-jazzede overskrift. Men spørgsmålstegnet i samme overskrift er altså ikke blot faldet ned fra himlen – eller i dette tilfælde sætternissens loft ...
Det er særlig interessant at se tallene i din grafik, som du har trukket fra ”screendumps taget direkte fra statistikmodulet”, for de giver et væsentligt mere nuanceret billede af op- og nedture – som man også ville forvente, og ikke blot et billede af kontinuerlig vækst. Jeg kan selvfølgelig ikke nærmere bedømme deres fulde troværdighed, da de ikke er fra uafhængig kilde eller giver mulighed for at se tingene efter i sømmene. Men det undrer mig, at Flix ikke fast har sådanne screendumps i en rubrik, når de åbenbart kan udtrækkes på ganske kort tid.
Var det ikke en idé at offentliggøre samtlige screendumps pr. måned for hele Flix's levetid? For så kan vi måske få det, DR vel ville kalde ”En naturlig forklaring” på de mange andre modstridende fakta, jeg peger på i artiklen ovenfor. Du må meget gerne offentliggøre tallene her – jeg er sikker på, at webmaster gerne hjælper, men du kan også gøre det på Flix, hvor de sikkert vil vække interesse.
Her er nogle af de fakta, som dit svar ikke redegør tilstrækkeligt for efter min vurdering:
1. Hvorfor er der to tal for maj måned i tydelig modstrid med hinanden i Wikipedia, som tilmed angiver den oprundede halve million til ”pr. 1. maj 2006”? Er du ikke blevet orienteret om, at der er skrevet et opslag om Flix og et om dig selv?
2. OhMyNews offentliggjorde artiklen med portrættet af dig den 14. maj 2006 og har før det naturligvis været i kontakt med dig for at få oplysninger, formentlig i flere tilfælde. Hvordan har du senest midt i maj kunnet vide, at måneden ville få 451.451 sidevisninger og rundet det op til en halv million?
3. Mellem de tre offentlige tal på 300.000, 330.000 og 500.000 går der en periode på højst 15 dage, nemlig fra 29. april til 14. maj. Hvad bygger du oplysningerne på? I følge dine screendumps kan det ikke være aprils tal, da den måned ligger under 250.000 sidevisninger.
4. Ved begge de to tal, som du opgiver primo maj, oplyser du, at de er udtryk for en fordobling på ca. et halvt år. Ikke nok med det, for i Mennesker og Medier siger du ordret: ” [...] for øjeblikket har vi 330.000 sidevisninger om måneden, og for et halvt år siden havde vi 170.000, så vi vokser sådan ca. 100% på 6 måneder.” Hvilke måneder sammenligner du her, og kunne vi få tallene? Har der ingen vækst været på Flix i september, oktober og november 2005, eftersom august allerede var oppe på 160.000 sidevisninger?
5. Din bemærkning synes derudover at være generel og vedrører i så fald ikke blot f.eks. okt05-mar06, men også Flix's vækst i almindelighed. Det lyder unægtelig dejligt, og fortsætter det, forbliver Flix i hvert fald ikke ”mikroskopisk”, men kunne du underbygge det yderligere?
6. Hvordan forklarer du, at september 2004 ser ud til at ligge under månedsgennemsnittet for hele 2004 – også i følge dine nye oplysninger? Igen kunne det være rart med tallene for perioden.
Derimod finder jeg dit svar vedr. de øvrige mål fuldt ud tilfredsstillende, herunder din indrømmelse af, at definitionen af faste skribenter er svær og kan komme til at skifte uhensigtsmæssigt, især med tredjemand involveret. Den indrømmelse har jeg forståelse og respekt for.
Mere generelt har du ret i, at også tal på unikke brugere kan rumme fejl. Jeg antyder det allerede selv i artiklen, og der kan nævnes masser af yderligere eksempler på fejlkilder. Vedr. dit eksempel med at få to unikke brugere ud af én kan jeg tilføje, at man på samme måde kan få flere sidevisninger ud af samme bruger. Hvis bruger A tjekker Flix's forside og klikker på de mest interessante artikler i forkostpausen, men ikke har tid til en ordentlig læsning og et evt. indlæg, går A ind derhjemme på de samme sider igen, og alle hans sidevisninger tæller dermed to gange.
Faktisk er der usikkerhed ved alle trafiktal, og selv om tid og erfaring sikkert vil forbedre metoderne og måske føre til en fælles standard, deler jeg din skepsis over for, om man nogen sinde vil kunne forhindre fejl – for slet ikke at nævne uenigheder om, hvilket tal der siger mest. Derfor vil jeg gentage det råd, jeg giver i artiklen, nemlig at bruge flere forskellige tal og så vidt muligt uafhængige tællere. Hvad ville være problemet for Flix ved ud over egne tal at bruge en uafhængig tæller som f.eks. Chart?
Venlig hilsen
Claus Piculell, uafhængig borgerjournalist
Re: Claus
Claus:
Du skriver "Og lad mig her straks understrege, at jeg netop ikke skriver, at Flix eller du fusker med tallene"
Dog synes din egen overskrift (" Fusk hos Flix med læsertal?") at antyde noget andet, uanset brug af spørgsmålstegnet.
Jeg synes det er et interessant emne og synes heller ikke på internationalt plan at de såkaldte Nielsen Internet Ratings er alt for gennemskuelige (De er det måske, hvis man kunne se detaljerne, men det har jeg aldrig kunne finde (eller finde ud af)).
-Jeg er lidt ked af at det her ligner en vendetta.
Man har ondt ved at ALdeL skriver på Wikipedia? Det kan Erik vel ikke stå til ansvar for. Enhver kan skrive på Wikipedia og bidrage med hvad han/hun vil. Det gør Wikipedia interessant, men det er osse dens klareste svaghed (dens troværdighed er til tider endog meget lav, har jeg konstateret et par gange).
Venlig hilsen
Kurt
Føler Flix folkene sig ramt?
Eller hvorfor snakker denne Kurt udenom?
Over på Flix er, hvor Kurt skriver meget, er en anden kendt Flixer, Gissing, også i gang med skyde på Claus Picullell personligt.
Det lugter af at skyde budbringeren.
Hvad med at holde jer til emnet?
/Hans
Intet svar fra redaktøren for Flix
For en uge siden, torsdag den 7. september 2006, sendte jeg Flix-redaktør Erik Kjær Larsen en email, hvor jeg gjorde opmærksom på, at jeg havde fulgt op på artiklen og hans kommentar med blandt andet at opstille de seks spørgsmål ovenfor, som man kan se i kommentaren "Ingen fusk hos Flix med nøgletal?"
Spørgsmålene var:
1. OhMyNews offentliggjorde artiklen med portrættet af dig den 14. maj 2006 og har før det naturligvis været i kontakt med dig for at få oplysninger, formentlig i flere tilfælde. Hvordan har du senest midt i maj kunnet vide, at måneden ville få 451.451 sidevisninger og rundet det op til en halv million?
2. Hvorfor er der to tal for maj måned i tydelig modstrid med hinanden i Wikipedia, som tilmed angiver den oprundede halve million til ”pr. 1. maj 2006”? Er du ikke blevet orienteret om, at der er skrevet et opslag om Flix og et om dig selv?
3. Mellem de tre offentlige tal på 300.000, 330.000 og 500.000 går der en periode på højst 15 dage, nemlig fra 29. april til 14. maj. Hvad bygger du oplysningerne på? I følge dine screendumps kan det ikke være aprils tal, da den måned ligger under 250.000 sidevisninger.
4. Ved begge de to tal, som du opgiver primo maj, oplyser du, at de er udtryk for en fordobling på ca. et halvt år. Ikke nok med det, for i Mennesker og Medier siger du ordret: ” [...] for øjeblikket har vi 330.000 sidevisninger om måneden, og for et halvt år siden havde vi 170.000, så vi vokser sådan ca. 100% på 6 måneder.” Hvilke måneder sammenligner du her, og kunne vi få tallene? Har der ingen vækst været på Flix i september, oktober og november 2005, eftersom august allerede var oppe på 160.000 sidevisninger?
5. Din bemærkning synes derudover at være generel og vedrører i så fald ikke blot f.eks. okt05-mar06, men også Flix's vækst i almindelighed. Det lyder unægtelig dejligt, og fortsætter det, forbliver Flix i hvert fald ikke ”mikroskopisk”, men kunne du underbygge det yderligere?
6. Hvordan forklarer du, at september 2004 ser ud til at ligge under månedsgennemsnittet for hele 2004 – også i følge dine nye oplysninger? Igen kunne det være rart med tallene for perioden.
Der er her en uge efter ikke indløbet noget svar fra Flix, og jeg har ad omveje erfaret, at redaktøren ikke agter at svare på de 6 spørgsmål, og det er jo helt op til ham. Erik Kjær Larsen er selvfølgelig mere end velkommen til at skifte mening og svare, men ellers får 'sagen' nok en slutning, der ligner dens begyndelse: Med et stort og mange små spørgsmålstegn ...
------
Flix-redaktøren har til gengæld begået en artikel på Flix med et flot fugleperspektiv over efterårets store 'aviskrig', hvori han med prisværdig åbenhjertighed konstaterer, at en række ting ikke er gået for Flix som håbet, og at landets for tiden mange aviser - nye som gamle og gratis som dyre - nu ser ud til at have fået i det mindste et halvt øje op for mulighederne på nettet og i en bedre interaktion med læserne.
Det kan blive en trussel for Flix og andre garvede borger-, blogger- og brokkerjournalister, men Flix's lige så garvede redaktør udtrykker skepsis over for den reelle vilje til borgerinddragelse, især på kvalitetsniveau, og opfordrer til at holde et kritisk øje på udviklingen. Den opfordring kan jeg kun tilslutte mig.
vh Claus Piculell