Psykiatriske skadestuer natlukkes

Protest imod lukningen af de psykiatriske skadestuer i Region Hovedstaden

Mit navn er S.M., jeg er 20 år gammel, bosat på Amager, og sindslidende.

Regeringens plan om at lukke 4 store psykiatriske afdelinger i Region Hovedstaden, bla den på Amager, kommer til at have enorme konsekvenser for de sindslidende. Som sindslidende er det en livsforudsætning at man kan få hjælp alle døgnets 24timer. Når nedturen kommer, og den kommer pludseligt og uforudset, så har man brug for akut hjælp, og står denne ikke til rådighed, er det et spørgsmål om liv eller død.

Psykiatrien er i alt for mange år blevet nedprioriteret politisk, fordi psykisk sygdom stadig er et tabu.
At være sindslidende er ligesom at have et brækket ben inden i hovedet. Det er en (neuro-)fysiologisk sygdom som er ligeså livstruende som kræft eller lign, hvis man ikke får akut hjælp.

En af de sværeste ting ved at være sindslidende er selverkendelse, og især en erkendelse af at man ikke er i stand til at håndtere livet, og de medfølgende udfordringer på egen hånd. Det er en enorm og nærmest uoverkommelig opgave at bede andre om hjælp, og især finde ud af hvem man skal bede om hjælp. Som sindslidende føler man sig som en kolossal stor byrde som sine medmennesker, og ens selvbebrejdelse er så stor at man for alt i verden ikke vil opsøge dem som står en nær.

Chancen for at en sindslidende derfor overhovedet opsøger hjælp er meget lille, og fjerner man det eneste sted som er oplagt, og som tilbyder akut hjælp døgnets 24 timer, fjerner man den sidste livslinie, og så er stort set alt håb ud for de sindslidende.

Vores samfund er i høj grad medvirkende til udviklingen af de psykiske sygdomme, fordi det enorme pres om en konstant omstillingsparathed, og enorme produktivitet stiller alt for store krav til det enkelte menneskes psykiske kapacitet. Derfor er vi som samfund nød til at leve op til vores ansvar, og sætte de sindslidende højere op på dagsordenen.
Man må ikke fratage de sindslidendes sidste mulighed for at få hjælp når det brænder på, ved at lukke endnu flere psykiatriske skadestuer.

De økonomiske omkostninger det har at fortsætte med at holde disse psykiatriske skadestuer åbent, vil aldrig kunne matche de menneskelige omkostninger hvis de bliver lukket ned!

Fratag os ikke en af de væsentligste steder hvor vi sindslidende kan få den hjælp der er nødvendig for os til at fortsætte vores kamp for en bedre fremtid! ’

Med Venlig Hilsen S. M.