Er konjunktur(modvirkende)skatter mulige?

En af de bedste modvægte mod økonomiske udsving, herunder den kommende alvorlige nedtur, er en stor velfærdsstat. Men man kan øge dens effekt: Sørger man for at prioritere offentlige investeringer først, så kan en skattereform godt have en medvirkende positiv konjunkturudlignende rolle, hvis den laves rigtigt. Og man kan gøre det hele, så det på langt sigt giver penge i statskassen til bedre velfærd.

Af Claus Piculell

I dårlige tider vil velfærdsstaten nærmest 'af sig selv' pumpe
penge ud i en skrantende økonomi, fordi der kommer færre penge ind i skatter og går flere ud i sociale ydelse m.v. I gode tider kradser man derimod
flere penge ind, bl.a. fordi der tjenes flere penge og bruges færre.

Velfærdstaten er en god makker til en reguleret privatøkonomi af mange grunde, bl.a. at man har flexicurity og godt uddannet arbejdskraft, men mere konjunkturelt holder velfærdsstaten en del af den økonomiske aktivitet oppe, fordi de ansatte her stadig får løn, underleverandører stadig får jobs, folk på sociale ydelser stadig får overførsler, osv.

Især lavtlønnede og overførselsmodtagere bruger stort set alle deres penge, fordi de ikke rigtig kan spare op, så det holder en vis efterspørgsel i gang. Derfor er det også her, man evt. skal pumpe ekstra penge ud i selve forbruget og ikke hos vellønnede, der blot sparer pengene op - fornuftigt for dem, men lige det modsatte af, hvad samfundsøkonomien har brug for.

Og endnu bedre bliver det, hvis man i dårlige tider laver kloge investeringer i fremtiden, f.eks. grøn trafik eller bygningsmoderniseringer, eller sender folk i uddannelse og lærere i arbejde, for det formindsker meget effektivt en stigning i ledigheden og investerer i fremtidig fornuftig vækst.

Det ligger ligesom i kortene, at Danmark skal have en skattereform her i foråret. Kommissionen til at forberede den er bredt sammensat og ledet af tidligere S-skatteminister Karsten Koch. Der er dog lige det, at skattekommissionen blev nedsat i en (overdrevent) buldrende højkonjunktur, mens situationen er en helt anden nu. Derfor kan man sagtens vente med skattereformen, og lige nu giver det slet ingen mening at give skattelettelser til de vellønnede, ud over at de generelt har tvivlsom effekt økonomisk og er problematiske fordelingsmæssigt.

Men en række partier, herunder S, har ligesom bundet sig til 'noget', og skal det nu være, så kan man faktisk godt modvirke konjunkturer og fremtidig uansvarlig spekulation delvist ved at ændre i skattesystemet. Nogle af de ting, der kan gøres, bør blive stående af mere strukturelle årsager og kan ikke gøres igen og igen, mens andre kan. Man kan simpelthen knytte gennemførelsen af både kortsigtede og mere permanente tiltag til pronoserne for ledigheden det kommende skatteår fra Det Økonomiske Råd.

Det mest oplagte tiltag er at øge personfradraget, f.eks. med 1000 kr. eller netto 400 kr. for hver 10000 ekstra ledige. Alle skatteydere får dermed samme beløb, men hvor måske 8-1600 kr. mere om året gør en vigtig forskel for en, der kun har de godt 100.000 i folkepension, mærker millionæren det dårligt nok.

Så første idé til skattemæssig konjunkturregulering kunne være i dårlige tider netto at sende nogle milliarder ud for at øge de 40% overførselsmodtageres og de 20% lavtlønnedes forbrug, der primært retter sig mod indenlandske produkter og arbejdskraft. Derudover kunne man hjælpe betrængte nye boligejere ved at sænke ejendomsværdiskatten og at opmuntre opsparere til at investere ved at genindføre og gradvist øge formueskatten og sænke nettokapitalindkomstskatten.

I gode tider derimod kunne man kradse samlet netto penge ind ved gradvist at øge skatten på ejendom og/eller på jord (der er fordoblet i værdi fra 2003 til 2007 uden at bidrage  til produktionen) og gradvist at sænke rentefradraget og stramme nettokapitalindkomstskatten, hvilket også vil formindske muligheden for og lyst til alt for vilde spekulationer baseret på lån i overskudsøkonomiens 'tomme kalorier', og som bør gøres permanent.

Man kunne opmuntre yderligere til at spare mere op og spekulere mindre bl.a. ved gradvist at lette formueskatten, og endelig kan man opmuntre til at arbejde mere især ved gradvist at indføre og øge et jobbunddrag - altså en slags ekstra personfradrag for folk i arbejde, f.eks. på 1000 kr. brutto og 400 netto pr. 10.000 færre ledige, hvilket vil gøre småjobs og lavtlønsjobs mere tiltrækkende for folk på kanten af arbejdsmarkedet.

For at sikre sig mod, at nogle ting udvikler sig uhensigtsmæssigt og/eller uforudset kunne man tage en meget anvendt lovgivningsmetode fra USA: "a sunset clause" - og indføre en 'udløbsdato' eller 'genforhandlingsdato' på skattereformen, og det behøver ikke følge den danske tradition med kun at inddrage forligskredsen. En sådan metode er i øvrigt ikke kun en god idé på skatteområdet – tænk på, hvad den kunne have betydet for den i hast indførte terrorlovgivning ...