Forbrugerrådet skrev d. 18. august 2009:
Det såkaldte ’bølleregister’, der skal forhindre personer med restaurationsforbud adgang til nattelivet, kan i følge et udvalg under Justitsministeriet registrere alle, der går på restauranter, barer og diskoteker. Helt ude af proportioner, mener Forbrugerrådet.
Registret er i udgangspunktet en god ide, mener Forbrugerrådet. For det er i alles interesse, at personer, der har fået pålagt et restaurationsforbud af politiet, forhindres adgang.
”Det kan ikke være rigtigt, at almindelige mennesker, der går ud for at få en drink lørdag aften, skal registreres i et centralt ’bølleregister'. At putte alle restaurationsbesøgende i et fælles register for at kunne sortere nogle få fra er ude af proportioner. Vi tror, at de fleste almindelige mennesker vil opleve det som stærkt intimiderende at blive afkrævet et fingeraftryk, blot fordi man skal ud at spise. Forbrugerrådet kan ikke acceptere, at alle personer skal registreres med navn, cpr-nummer, billede og fingeraftryk”, siger Anette Høyrup, jurist i Forbrugerrådet.